Til udredning for APD er der udarbejdet otte tests, som er samlet på en cd. Foruden testene indeholder cd’en en introduktion med beskrivelser af testene samt et regneark til indtastning af testresultater. Introduktionen og regnearket kan også findes på DELTAs hjemmeside: www.audiologi.dk.
Af de otte tests, der er indeholdt på cd’en, anbefales til klinisk brug følgende fire tests: Filtered Words, Dichotic Digits, Gaps in Noise og Binaural Masking Level Difference. Resultater fra testene kan ikke stå alene men skal sammenholdes med høreundersøgelser og patientens anamnese. Testene forudsætter, at patientens kognitive og sproglige evner på forhånd er undersøgt.
Diagnosen kan stilles hvis alle tests gennemføres med valide og reproducerbare resultater, og hvis man falder uden for normen på 2 ud af 4 tests eller med mere end 3 standardafvigelser fra normen på en test.
Filtered Words (FW)
Patienten præsenteres for 25 ord, som vedkommende skal gentage (ét øre testes ad gangen). Ordene er filtrerede (forvrængede) og kan derfor være svære at forstå.
Testen minder om den situation, hvor man skal forstå hvad, der bliver sagt over et højtalersystem på en togstation eller i en lufthavn.
Dichotic Digits (DD)
Patienten præsenteres for fire tal, som vedkommende skal gentage. Tallene afspilles samtidigt i begge ører; to kommer i højre øre og to i venstre øre.
Testen findes i to versioner; en med fire tal, som beskrevet, og en kun med to tal (dvs. med ét tal pr. øre). Sidstnævnte er beregnet til mindre børn.
Gaps in Noise (GiN)
Patienten præsenteres for støjsekvenser, hvori der er indlagt op til tre pauser af forskellig varighed (ét øre testes ad gangen).
Efter hver støjsekvens skal patienten angive hvor mange pauser (høres som hak i lyden), som vedkommende hørte.
Ud fra patientens svar findes ud af, hvor korte pauser patienten kan høre.
Binaural Masking Level Difference (BMLD)
Patienten præsenteres for støjsekvenser, hvori der er indlagt op til fem toner (begge ører testes samtidigt). Tonerne afspilles enten i fase eller ude af fase mellem de to ører.
Efter hver støjsekvens skal patienten angive om vedkommende hørte tonerne. Hvis vedkommende er i tvivl eller kun hørte en enkelt tone i starten, skal vedkommende svare nej. Testens resultat findes ved at trække tærsklerne for tonerne i fase og ude af fase fra hinanden.
Testens resultat findes ved at trække tærsklerne for tonerne i fase og ude af fase fra hinanden. Hvis resultatet er 8 dB eller lavere, indikerer testen tegn på APD.
Mistanke om APD hvis: | 7-8 år |
---|---|
Dichotic digits - dårligste øre | Mindre end 60% |
Dichotic digits - bedste øre | Mindre end 80% |
Gaps in noise | Mere end 6 ms (6 ms eller derunder er ok/ 8 ms eller over er tegn på APD) |
Filtered words - dårligste øre | Mindre end 64% |
Filtered words - bedste øre | Mindre end 68% |
BMLD | Mindre end 10 dB (10 dB eller derover er ok/ 9 dB eller under er tegn på APD) |
Mistanke om APD hvis: | Fra 9 år |
---|---|
Dichotic digits - dårligste øre | Mindre end 70% |
Dichotic digits - bedste øre | Mindre end 87,5% |
Gaps in noise | Mere end 6 ms (6 ms eller derunder er ok/ 8 ms eller over er tegn på APD) |
Filtered words - dårligste øre | Mindre end 72% |
Filtered words - bedste øre | Mindre end 84% |
BMLD | Mindre end 10 dB (10 dB eller derover er ok/ 9 dB eller under er tegn på APD) |